Hvad man kan, og ikke kan med WordPress

24-08-10 brianbrandt 6 kommentarer

Jeg hører flere og flere gange at folk brokker sig lidt over, at de ikke kan de ting de ville med WordPress, som de havde hørt man kunne. Normalt siger jeg selv, at alt kan lade sig gøre i WordPress, det er bare et spørgsmål om tid og kundskaber.

Det sidste fanger folk desværre bare ikke altid. De tror at de selv kan alt i WordPress.

Ofte vil de gerne flytte en sidemenu fra venstre til højre, ændre baggrunden på hele hjemmesiden fra hvid til grå, de vil gerne have tre kasser i bunden af alle sider, have et billede ind øverst til venstre, og jeg kunne blive ved.

Det er alt sammen helt fint og det kan også sagtens lade sig gøre. Det kan bare ikke lade sig gøre for en almindelig person der aldrig har arbejdet med webdesign.

CSS, PHP og HTML er nødvendigt

I det fleste tilfælde kræver det et indgående kendskab til CSS og HTML at ændre rundt i WordPress themes. Vil man oversætte et theme, er det også en god ide at kende lidt til PHP kodning, så man ikke kommer til at ændre i de forkerte elementer.

Avancerede funktioner kan muligvis også kræve kendskab til jquery kode og PHP kodning, så der skal en programmør til den slags. Det er ikke noget man “bare lige” gør.

Helt enkle ting som at ændre farven på et link bør gøres i dit stylesheet, så det slår igennem på hele hjemmesiden. Derfor kræver det kendskab til CSS. Vil du ændre skrifttypen på alle dine tekster, skal du ikke side i indlægsadministrationen og gøre det – det skal gøres fra stylesheetet, igen skal du kende lidt til CSS for at ændre det.

Basale funktioner i WordPress bør ikke ændres

Folk der aldrig har arbejdet med WordPress før, og måske kommer fra et andet CMS, har ofte en tendens til at tro alting skal kunne fungere på samme måde som de altid har været vant til. Det er også problematisk, da WordPress har en måde at gøre det på, og hvis man ikke kan lide den måde, så er det altså bare ærgeligt.

Det er muligt at ændre i WordPress, så tingene gøres anderledes, eller måske slet ikke er der – men i mange tilfælde vil det måske kræve at ændre i WordPress “core” filer – og når man så opdaterer WordPress næste gang, så forsvinder de ændringer.

WordPress giver dig nogle rammer at arbejde indenfor, og i de fleste tilfælde er det også godt nok, hvis man bare vænner sig til at gøre det på den måde.

Lad webdesigneren om layout og design

Min bøn er, at du lader webdesigneren gøre hvad du betaler ham for – at styre dit design og layout. Det du selv skal koncentrere dig om, er at skrive gode tekster og indsætte fine billeder i dine indlæg og sider.

Det du selv kan, og det du i princippet kun har behov for selv at ændre er

  • Tekster og billeder i indlæg og sider
  • Links i navigationer og menuer

Resten bør være noget din webdesigner tager sig af – så undgår du også at have rodet rundt i noget du ikke ved noget om alligevel.



Discussion

  • Jan Jensen

    Man skulle næsten tro at det var mig du her skriver om, fordi jeg hørte nemlig til dem som troede at jeg kunne det hele i WordPress. Ikke fordi jeg er dygtig, men fordi jeg troede at sådan var WordPress.

    Så efter at have installeret ver. 2.9 med det blå standard tema, købte jeg dit hæfte og læste det fra start til slut… og hvor blev jeg skuffet, det stod intet om hvordan man kunne ændre temaet 😉

    Nu er jeg så blevet en hel del klogere og har fundet ud af at jeg skal vælge det tema som jeg godt kan lige og så acceptere de begrænsninger der nu engang måtte være, eller få fat i en php udvikler.

    Og nu er jeg så blevet rigtigt glad for dit hæfte, så er det ikke for sent, så tak for den udgivelse!

    Super god artikel.

    24-08-10
    • Brian Brandt

      Tak for de fine ord om mit hæfte – jeg er rigtig glad for at du kan bruge den.. Men rigtigt, der står ikke noget om redigering af themes, det er ikke hæftets formål. Har du forresten set de ekstra sider du kan downloade fra Libris’ hjemmeside – der ligger faktisk et afsnit om opbygning af themes.

      24-08-10
  • Janus

    Godt indlæg.. Hvis bare alle kunder ville forstå det, så kunne man slippe for en masse diskussioner bagefter.

    Har mødt kunder som ofte tror jeg giver et programmeringskursus efterfølgende!

    24-08-10
  • Esben Rasmussen

    Rigtig god artikel.

    Kan lige tilføje, at hvis man selv har nogenlunde styr på CSS og html, kan man med fordel lede efter gratis temaer, der indeholder den ønskede funktionalitet og struktur – og så helt undlade at se på farver, billeder og ikoner, da disse altid vil kunne tilpasses via CSS.

    Har med succes undervist på Aarhus Universitet, hvor de studerende skulle lave deres egne WP-baserede hjemmesider. Deres niveau var, at de kun lige akkurat kunne finde ud af at bruge deres egne macs, så webdesign var helt fremmed land. De fandt eksisterende temaer – hvoraf nogle var decideret grimme men funktionaliteten perfekt til deres unikke behov/målgrupe. Via tilpasning af stylesheet og lidt billedredigerimg fik de alle lavet nogle rigtigt flotte hjemmesider, der passede perfekt til deres budskaber.

    Så min pointe er bare, at man kan komme rigtigt langt uden kendskab til jquery eller php. Men har man unikke og/eller meget specifikke behov og ikke er villig til at gå på kompromis, så er man næsten altid nødt til at betale sig fra det hos en webprogrammør.

    Hilsen Esben

    24-08-10
    • Brian Brandt

      Det er nogenlunde samme oplevelse jeg har på de kurser jeg kører i WordPress. Jeg beder altid folk om at finde den struktur de gerne vil have på deres hjemmeside, og resten klarer vi ved hjælp af Firebug og ændringer i stylesheetet. Det er dog et WordPress kursus jeg kører og ikke et CSS kursus, men derfor kan man jo godt lære dem lidt småtricks.

      24-08-10
  • Oliver

    Word up Brian – fin artikel.

    Jeg talte på et tidspunkt med en som troede WordPress var noget man installerede på sin computer, ligesom Dreamweaver, men at WordPress var “bedre” end Dreamweaver… Needless to say havde det været svært for denne person overhovedet at installere WordPress;-)

    24-08-10
  • Der er lukket for kommentarer