Fordele ved WordPress multisite

14-12-10 brianbrandt 17 kommentarer

Da WordPress 3.0 blev lanceret, blev WordPress MU integreret med single versionen af WordPress (standard WordPress). Det blev også navngivet lidt anderledes, nemlig WordPress multisite.

Dette indlæg vil handle om mulighederne med det nye WordPress multisite, og forklare kort hvad domain mapping vil sige.

WordPress mulitsite

WordPress multisite har sådan set eksisteret i mange år, bare under navnet WordPress mu (udtalt my). Det krævede at man hentede andre “systemfiler” ned og det var lidt kompleks at sætte op. I dag går man ind og aktiverer det efter man har installeret WordPress på sin hjemmeside, (stadig lidt kompleks at gøre de første par gange man gør det).

Når man har aktiveret WordPress multisite, får du en “Superadmin” menu, og derigennem har man nu muligheden for at skabe et netværk af hjemmesider. Det vil sige du kan oprette en ny WordPress hjemmeside med et enkelt klik på musen. Og har du gjort dit forarbejde ordentligt, så kan du faktisk lave en skabelon der laver alle de rigtige indstillinger for dig med det samme. Det kan fx være installering af plugins, oprettelse af standard sider med fx kontaktformular, sociale medier ikoner etc.

Typisk vil de nye WordPress hjemmesider ligge på “subdomæner”. Installerer du for eksempel på domænet “http://myll.dk”, så vil dine “netværkshjemmesider” komme til at hedde enten “http://marketing.myll.dk” eller “http://myll.dk/marketing”. (Det sættes op ved aktiveringen af multisite hvordan adressen skal se ud).

Domain mapping

Det er så her hvor domain mapping kommer ind i billedet. Du behøver nemlig ikke være låst til et domæne. Du kan godt styre en masse forskellige domæner fra samme WordPress administration.

Det der rent lavpraktisk sker når du opretter en ny hjemmeside i netværket, er at den laver en helt ny WordPress administration, som du kan give til en anden person. Det vil så for ham se ud nøjagtigt som en ny frisk installation af WordPress, og han kan styre den som sin egen. Du har så som “Superadmin” muligheden for at gå ind og ændre på tingene (Big Brother) – du kan endda oprette nye indlæg og sider.

Hvis du så benytter domain mapping, kan du altså få alle dine domæner ind under samme administration. Det er smart for folk der måske har 10 forskellige domæner med forskellige WordPress installationer.

Et master-tema til alle domæner

En af de store fordele ved WordPress multisite og domain mapping er, at du kan genbruge et WordPress tema på alle dine domæner, og hvis der så kommer rettelser til det tema (og det gør der altid), så behøver du kun at ændre et sted. Det vil sige hvis du for eksempel vil have indsat et widgetområde til en bannerannonce, så kan du indsætte koden i “master-temaet” og det vil så slå igennem på alle domæner.

Child themes på WordPress multisite

Der findes et koncept i WordPress der hedder child themes. Det er når man har et “framework” som basis-tema, og så bygger man child themes til dette “framework”. Basalt set kunne et child theme så bare være et stylesheet (det som styrer farver, struktur, baggrundsbilleder etc). Man kan så holde alle funktioner i “frameworket” og når man så vil tilføje nye funktioner, gør man det i “frameworket” og opdaterer det. Når man så opdaterer “frameworket” slår det igennem på alle de hjemmesider der benytter det.

Alt hvad der så er lavet i child themet er unikt for den hjemmeside og vil forblive unikt på den hjemmeside.

Ok, vi trækker lige vejret og prøver igen med et eksempel.

1) Vi installerer WordPress multisite på domænet “multisite.dk”. Vi designer et “Master-tema”, som vi kalder vores “framework”. Det har et basalt design med et headerbillede, en horisontal menu og en sidemenu i højre side. Vi indsætter nogle funktioner der gør det muligt at skifte headerbilledet i WordPress administrationen.

2) Der bliver nu oprettet en netværkshjemmeside på domænet “netværkforever.dk”. Vi designer nu et child theme, baseret på “Master-tema”. Igennem stylesheetet flytter vi sidemenuen fra højre side til venstre side. Vi indsætter et nyt headerbillede med et logo “netværkforever.dk” og bruger blå farver til alle menuer og baggrundsfarver.

3) Vi opretter en netværkshjemmeside mere på domænet “forever-er-lang-tid.dk”. Vi designer nu et nyt child theme baseret på “Master-tema”. Vi fjerner helt sidemenuen på dette design og indsætter et nyt headerbillede med logoet “Forever”. Dette design får en gennemgående rød farve.

4) Dette netværk er nu blevet meget populært, og vi har fået en stor sponsor der gerne vil have et topbanner på alle netværkshjemmesider. Vi indsætter koden i headeren på “Master-tema”, og det slår nu igennem ned på alle netværkshjemmesider. Kode indsat et sted, distribueret ud på X antal mange hjemmesider.

Et live eksempel på WordPress multisite

WPDK har været med til at oprette et multisite netværk på http://testenelbil.dk, hvor ca. 30 kommuner alle skal have en netværkshjemmeside, hvor de borgere der benytter en elbil kan blogge. De ligger så fx på adressen http://testenelbil.dk/hoeje-taastrup.

Alle disse netværkssider, som fx Høje Tåstrup bloggen, skal styres af en medarbejder fra kommunen, og alle indlæggene kan borgerne selv indsende til bloggen. Hvis projektet skulle udvides til flere kommuner, kan det nemt gøres med et par klik på musen i WordPress administrationen. Det er også muligt at lave en registreringsformular på hjemmesiden, hvor man kan ansøge om en blog / netværkshjemmeside.

Er Multisite for alle ?

WordPress multisite er rimelig teknisk at sætte ordentligt op, og det kan også være rimelig forvirrende at finde rundt i til start. Indlæringskurven er lidt højere end ved normal WordPress brug – men det er fordi der er så mange muligheder med dette system. Domain mapping delen har også nogle krav til din hostingudbyder, og ikke mindst en forståelse for DNS – så det er ikke alle der selv kan stå for den del. Men det er noget WPDK gerne hjælper med.

Men når det først er sat op, så er det dælme også smart, og selv folk med kun 2 domæner kan have gavn af at sætte det hele op som WordPress multisite. Fik jeg nævnt, at har du 20 domæner i dit multisite netværk, så kan du opdatere dem alle med 1 klik på musen? Det samme gælder plugins. Tænk på den tid du kan spare ved det.



Discussion

  • Kasper Bergholt

    Kære Brian!

    Tak for en rigtig go’ gennemgang af multi site-setup med WordPress. Jeg var faktisk ikke klar over, at man kunne mappe til andre domæner.

    Så gi’r det jo i den grad mening at få konsolideret i én installation.

    Det kan være, det bli’r et lille projekt til juleferien.

    Alt godt & endnu engang tak for inspiration!

    Kasper

    14-12-10
  • Grosen Friis

    Hej Brian

    Skal de domæner man sætter op med med domain-mapping ligge på samme webhotel?

    /Grosen Friis

    14-12-10
    • Brian Brandt

      Ikke nødvendigvis.. du skal bare kunne opsætte et A NAME der peger på IP adressen for din WordPress multisite installation. Så domænet kunne sådan set bare være købt hos gratisdns og så redelegere derfra..

      14-12-10
      • Grosen Friis

        Hej Brian

        Super 😉 Tak for svar!

        /Grosen Friis

        14-12-10
  • Torben Lundsgaard

    Jeg vil lige gøre opmærksom på at domain mapping ikke er en del af WordPress Core. Det mest populære plugin hedder WordPress MU Domain Mapping og er udviklet af Donncha O Caoimh, der er en del af WordPress Core teamet.

    Multi site med domain mapping er ikke for alle. WordPress MU Domain Mapping er kun i version 0.5.3, og der er stadigvæk avancerede konfiguraitoner som ikke er understøttet.

    Hvis den eneste motivation for at skifte til multi site er nem vedligeholdelse og opgradering vil jeg anbefale at man laver et solidt opdateringsscript.

    14-12-10
    • Brian Brandt

      Det er rigtigt, domain mapping funktionen er et plugin man installerer. Det er dog ikke noget jeg personligt har haft problemer med at benytte i alt den tid det har eksisteret.

      WordPress har også en manual på .org siden hvor de henviser til at benytte sig af domain mapping plugin’et fra Donncha.
      Han er samtidig en Automattic medarbejder, så mon ikke det plugin nok har sin ret :-).

      Domain mapping bliver dog nok aldrig en del af “Core”, da WordPress jo har den filosofi at alting helst skal være så simpelt som muligt fra start, og så kan os nørder bygge ovenpå efterhånden som vi får brug for det.

      14-12-10
  • Thomas Bo Christensensen

    Hejsa

    Interessant artikel om wordpress multisite. Jeg husker, at jeg kom til wpdk.dk via en af jeres kunders sider, hvor der er blevet brugt http://wpmudev.org. Kan dog ikke huske hvilken. Hvad er jeres erfaring med em?

    Mvh Thomas

    14-12-10
    • Brian Brandt

      Jeg har som sådan ikke brugt wpmudev.org, jeg har mere brugt nogle af deres plugins. De fungerer som et medlemssite, hvor du betaler et årligt beløb for at få adgang til deres support, plugins, themes etc.. De har nogle ganske udmærkede plugins.

      14-12-10
  • Jens Holm

    Interessant artikel

    Jeg har prøvet dette meget fine værktøj, og det virker også ganske fint.. lige bort set fra at mit yndlingstema’s support for ‘Featured Image’ forsvinder ved at gå fra singlesite til Multisite 🙁 Samme wordpress version, det dukker bare aldrig som en option ved oprettelse ad indlæg.. Nogle gode ideer??

    14-12-10
    • Brian Brandt

      Det er nok dit themes support forum du skal have fat i .. Det kunne lyde som om at der måske forsvinder nogle referencer til billede-biblioteket eller sådan noget .. Der er mange temaer som ikke out of the box er helt kompatible til WordPress multisite.

      14-12-10
  • Claus Dittrich

    Hej
    Yderst interresant – hvis jeg altså har forstået det korrekt.

    a: Jeg skal lave flere selvstændige sites (ligger på samme hotel, men er altså 100% selvstændige med hver deres domæne)
    Alle disse sites skulle gerne kunne styres fra én WP installation.
    Og så kommer spørgsmålet: Er det bla. dette multisite kan ??

    b: Eller kan man lave én WP installaton på et domæne med en masse undersider der hver har en “general settings” “site adress” der svarer til det selvstændige domænes adresse ??
    For det sér da ud til – for mig – at det er det som “site adress” gør ?

    Hilsen og tak for svar
    Claus

    14-12-10
    • Brian Brandt

      a) Du har i hvert fald samme login til alle sites. Hvert site vil dog stadig have sin egen “backend”, men du kan genbruge de samme plugins og temaer.
      b) Det der i praksis sker ved domain mapping, er at du opretter en blog der hedder fx nytnavn.domæne.dk og så siger du at den skal “pege” på nytnavn.dk. Alle besøgende vil have en komplet oplevelse af at det hedder “nytnavn.dk”, men du vil se backend som nytnavn.domæne.dk.

      14-12-10
      • Jens Holm

        Citerer lige Brian:

        “Alle besøgende vil have en komplet oplevelse af at det hedder “nytnavn.dk”, men du vil se backend som nytnavn.domæne.dk.”

        Det kan ændres, så du som admin også er på “nytnavn.dk/wp-admin” hvis man bruger domain mapping plugin’et. Jeg bruger det til flere domains, og brugerne aner ikke at det er en samlet installation.. til gengæld sover jeg bedre, for jeg opdaterer kun et sted.

        14-12-10
  • Lars

    Hvorfor er det mine sprogsettings ikke slår igennem på mit nye site i multisiteløsningen. Har sat sprog til dansk i Settings, men alt vises på engelsk. Har prøvet at aktivere twentyten men heller ikke her vises på dansk. Jeg har ms-sprogfilerne lagt i language-mappen.

    14-12-10
    • Brian Brandt

      Jeg går ud fra, at du har ændret i wp-config.php også ? Der skal du ind og indsætte da_DK under language.

      14-12-10

    Der er lukket for kommentarer