WordPress har gennem mange år været det mest populære CMS i verden – og derfor er det desværre også et attraktivt mål for hackere. Hvis din WordPress-hjemmeside ikke har de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, kan den blive udsat for angreb, der kan føre til datatyveri, malware eller endda tab af adgang til dit website.
Vi har samlet nogle af de vigtigste sikkerhedsforanstaltninger, du kan tage for at beskytte din WordPress hjemmeside mod trusler herunder.
Hold WordPress, temaer og plugins opdaterede
Først og fremmest er det vigtigt, at du holder WordPress, temaer og plugins opdaterede. Dette er en af de vigtigste sikkerhedstiltag, du kan implementere. Hackere udnytter ofte sårbarheder i forældede versioner af software, så ved at sørge for, at alt er ajourført, minimerer du risikoen for angreb.
- Automatiske opdateringer: Overvej at aktivere automatiske opdateringer for WordPress og plugins for at sikre, at du altid har de nyeste sikkerhedsrettelser. Vær dog opmærksom på, at der kan være en risiko for, at en opdatering fejler, og der derfor er behov for at rulle tilbage til en tidligere version igen.
- Fjern ubrugte plugins og temaer: Hvis du har plugins eller temaer installeret, som du ikke bruger, bør du fjerne dem helt. De kan udgøre en sikkerhedsrisiko, selv hvis de ikke er aktive.
Brug stærke adgangskoder og tofaktorgodkendelse
En af de mest almindelige måder, hackere får adgang til WordPress-hjemmesider på, er via svage adgangskoder. Derfor er det vigtigt at bruge stærke adgangskoder og aktivere tofaktorgodkendelse (2FA).
- Brug en adgangskodegenerator: Undgå simple adgangskoder som “123456” eller “password” – brug i stedet en adgangskodegenerator til at oprette unikke og komplekse koder. Du kan bruge en Password Manager til at huske alle dine forskellige adgangskoder for dig. På den måde skal du kun huske koden til din Password Manager.
- Aktivér tofaktorgodkendelse: Med 2FA kræves der en ekstra bekræftelse (f.eks. via en mobilapp, email eller sms), hvilket gør det markant sværere for hackere at få adgang til din konto.
Begræns loginforsøg og ændr standard login-URL
Hackere forsøger ofte at få adgang til WordPress via brute force-angreb, hvor de automatisk afprøver forskellige adgangskoder. Du kan beskytte din hjemmeside ved at begrænse antallet af loginforsøg. Det kan du fx gøre gennem plugins som “Limit Login Attempts Reloaded” kan blokere IP-adresser, der gentagne gange forsøger at logge ind med forkerte oplysninger.
Du kan også ændre standard login-URL’en. I WordPress er standard-URL’en for login er “wp-login.php” – ved at ændre denne kan du gøre det sværere for hackere at finde din login-side.
Installer et sikkerhedsplugin
Der findes mange forskellige WordPress-sikkerhedsplugins, som kan hjælpe med at overvåge og beskytte din hjemmeside mod angreb. Nogle af de mest populære sikkerhedsplugins er:
- Wordfence Security: Et af de mest populære sikkerhedsplugins, som inkluderer firewall, malware-scanner og loginbeskyttelse.
- Sucuri Security: Tilbyder overvågning, firewall og beskyttelse mod DDoS-angreb.
- iThemes Security: Indeholder en række værktøjer til at styrke WordPress-sikkerheden.
Gennemfør regelmæssige sikkerhedsscanninger
Selvom du har implementeret de rette sikkerhedsforanstaltninger, er det vigtigt regelmæssigt at scanne din hjemmeside for malware og sårbarheder. Det kan du typisk gøre gennem det sikkerhedsplugin, som du vælger til din WordPress-side. Derudover findes der også en række gratis onlineværktøjer, som kan hjælpe med at identificere sikkerhedsproblemer.
Tag jævnlige backups
Endeligt skal du sørge for at tage backup af din hjemmeside jævnligt. Hvis din hjemmeside bliver hacket, er det vigtigt at have en backup, så du hurtigt kan gendanne den. Overvej følgende backup-strategier:
- Automatiske backups: Brug et plugin som “UpdraftPlus” eller “BackupBuddy” til at tage regelmæssige backups.
- Ekstern lagring: Gem backups på en ekstern server eller cloud-tjeneste, så de ikke bliver kompromitteret sammen med din hjemmeside.